Tiden går eller gør den?

2. søndag i advent
Adventstid er ventetid. Vi venter på julen og længes efter alt, hvad den indeholder. Det er altså en oplagt tid til, at overveje sin længsel.
Hvad længes du efter?
Længes du, som så mange andre, efter mere tid?
Tiden går eller gør den?
– Pyha, jeg er mega presset og kan ikke nå alt det, jeg gerne vil!
I den udtalelse ligger der mange sandheder, og den betegner måske også meget godt den tid, vi lever i.
Når vi taler om at have travlt og være presset – som i sætningen – har vi en indforstået og fælles forståelse af betydningen. Der er bud efter vores tid i alle livets sammenhænge, både privat og på jobbet, og vi har nærmest skabt en norm, som gør det mest betydningsfuldt at have travlt.
Tiden er en styrende faktor, på forskellig vis. Nogle skal præstere indenfor en snæver tidsramme og kan komme til at føle en uoverensstemmelse mellem det, de under givne omstændigheder kan gøre, og det, de gerne vil gøre.
Andre har meget tid, og kan have svært ved at prioritere, hvad de skal bruge tiden på.
Begge situationer kan medføre følelsen af skyld, skam og utilstrækkelighed og en oplevelse af, at man som fagperson og menneske ikke kan gøre det »godt nok«, og at man da må gøre noget mere. Ligegyldigt om du er i den ene eller anden situation, er det en stressfaktor, som du skal være opmærksom på.
Den kommende tid kalder vi for »den søde juletid«. En tid, hvor vi skal hygge, bage og smage. En tid, som for mange er forbundet med traditioner og gode minder, men for mange bliver juletiden desværre hektisk og forbundet med uopfyldte forventninger.
Jeg tænker, at Lars Lilholt (i sangen »For at tænde lys«) har givet os en gave, når han synger:
Der er en tid til at tale
en tid til at tie
en tid til at græde
over en vi ku’ li’
der er en tid mest til latter
Når venskab fornys
jeg tror at vi er her
for at tænde lys
tænde lys
for hinanden
Der er en tid til at kæmpe
en tid mest til leg
en tid er vi sammen
en tid hver for sig
en tid må vi vente
Når sejlene sys
jeg tror at vi er her
for at tænde lys
tænde lys
for hinanden
Vi slår op vore øjne
og begynder at se
alt det vi troede var ukendt begynder at ske
vi så vi var nøgne
Når nætterne kom
alt det vi troede var sikkert gisner vi om
Der er en tid til at tale
en tid til at tie
en tid til at græde
over en vi ku’ li’
der er en tid mest til latter
når venskab fornys
jeg tror at vi er her
for at tænde lys
tænde lys
for hinanden
Sangen antyder, at der er en tid til alt, til alle livets forhold, men ikke, at der er tid til det hele på samme tid.
Sangen lægger op til refleksion og til at gøre status over, hvad du skal bruge din tid på lige nu, i din livssituation, i dine vilkår.
Hvordan skal din juletid bruges i år?
Lars Lilholt har også et bud på det, og jeg tror, vi skal lytte efter.
Vi bliver nemlig meget egocentrerede, hvis vi fokuserer på at få tiden til at slå til, være effektive og leve op til alle forventningerne. Men som Lars Lilholt skriver og synger:
Jeg tror at vi er her,
for at tænde lys,
tænde lys
for hinanden.
Lad os bruge den kommende advent- og juletid på at være der for hinanden.
Rigtig glædelig juletid til dig!

Coronatiden kræver tålmodighed. Vores tålmodighed sættes på en stor prøve i en tid med restriktioner og begrænsninger - og vi tackler det meget forskelligt. Tålmodighed er mod Vi tænker ofte tålmodighed som en form for stilstand, manglende handlekraft og måske endda svaghed. Men, ordet tålmodighed gemmer på ordet modig – og det er ikke tilfældigt. TålMODIGhed Tålmodighed er en form for mod; Mod til at tåle det, som er vanskeligt. Mod til at tåle, at ting tager tid. Mod til at tåle, at det ikke altid går, som vi håber I en tid med Covid19, sættes tålmodigheden på en prøve og når vi bliver utålmodige, øges vores stressniveau. Utålmodighed kan fornemmes i kroppen som uro, rastløshed, aggressivitet og kort lunte. Dine tanker bliver mere fordømmende. Du oplever irritation - især overfor andre, og du oplever det som om, verden er imod dig. Det er alle sammen symptomer på, at dit stresssystem er i aktion. Der er altså gode grunde til at øve sig i tålmodighed. Tålmodighed og personlighed Der er forskel på, hvad der udfordrer din og min tålmodighed. Det afhænger meget af vores personlighed. Jeg har lavet en oversigt over 4 forskellige personlighedstyper. Hvad der karakteriserer dem og hvad der er godt at være opmærksom på, hvis man kan genkende netop de personlighedstræk. Det er vigtigt at huske, at vi alle vil kunne genkende lidt fra alle 4 træk. Men, du vil typisk genkende mest i 1-2 af dem. Dominant – tænk på Yvonne fra Olsenbanden. Kodeord: Direkte og ligetil, vil træffe beslutninger. Effektivitet og Kontrol Karakteriseret ved: På en god dag at være: Resultatorienteret, handlekraftig, beslutsom, fokuseret, selvsikker, energisk På en dårlig dag at være: Krævende, utålmodig, hård, selvisk, arrogant, dominerende, kontrolfikseret. Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at du ikke bryder dig om at være afhængig af, eller styret af andre. - Vær nådig mod dig selv, når dit temperament løber af med dig – og forson dig med dine omgivelser igen. - Træk vejret, og skift fokus fra målet eller resultatet, til rejsen mod målet – giv dig selv lov til at være til, at være til stede, og at være nærværende i processen. Influerende – Tænk på Benny fra Olsenbanden Kodeord: Retfærdighedssans, finder kompromisser, vil have det sjovt. Karakteriseret ved: På en god dag: Social, inspirerende, overbevisende, optimistisk, selskabelig, nysgerrig, iderig, spontan. På en dårlig dag: overfladisk, støjende, hektisk, letsindig, ustruktureret, ubetænksom Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at det er rigtig svært for dig, at være isoleret fra fællesskab. - Find veje, hvor du kan få dit behov for indflydelse dækket. fx ved at bruge din inspiration og ideer til at glæde andre mennesker. - Træk vejret og øv din tålmodighed, når din retfærdighedssans bliver udfordret. Stabil – Tænk på Kjeld fra Olsenbanden Kodeord: Behøver tid. Ensartethed. Tryghed. Karakteriseret ved: På en god dag: Betænksom, demokratisk, tålmodig, samarbejdsvillig, hjælpsom, emotionel, menneskeorienteret. På en dårlig dag: Afventende, godtroende, passiv, opgivende, undvigende, nærtagende Gode råd: - Erkend og fortæl din omgivelser, at hurtige forandringer og utryghed ikke er let for dig. - Tålmodighed er i forvejen en af dine styrker. Brug dine empatiske og menneskeorienterede evner til tålmodigt at hjælpe andre, som har det svært i denne tid. - Vær tålmodig og nådig med dig selv og vid, at du ikke kan redde hele verden. Analytisk – Tænk på Egon fra Olsenbanden Kodeord: Fakta, forberedt, dokumenterer, hårde argumenter. Karakteriseret ved: På en god dag: Struktureret, detaljeorienteret, systematisk, disciplineret, eftertænksom, afdæmpet På en dårlig dag: Stædig, skeptisk, konservativ, afvisende, utilnærmelig, perfektionistisk. Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at det er svært for dig at miste kontrollen, ikke at have et tydeligt mål og/eller tydelige regler. - Øv dig i at have tålmodighed med det uperfekte. - Find steder, hvor du får den anerkendelse, som du har så meget brug for og gå udenom steder eller personer som kritiserer dig. - Vær bevidst om, at det udfordrer dig, at der er så lidt fakta og data til grund for beslutningerne omkring Covid-19. Vi lever i en udfordrende tid, og tålmodigheden sættes på en prøve. Jeg håber artiklen har givet dig indsigt i, hvordan du kan træne din tålMODIGhed.