Lad ikke ferien blive endnu en to-do liste.

Den tiltrængte ferie er i sigte. Du har sikkert brug for at slappe af, men det kan være svært at geare ned.

Hverdagen kører jo bare derud af og det kan være vanskelig at mærke, hvor presset du faktisk er. Tanken om ferie er, for mange, som et lys for enden af tunnelen. Vi arbejder os frem imod ”lyset” ved, at arbejde igennem bunkerne på skrivebordet, i mailboksen, eller i aftalebogen. Vi skal liiiige…. Og når vi så er færdige med det – er der nye opgave der venter – eller en forventning der popper frem – og ofte er det vores egne forventninger, som fylder mest.

Men, vi kan gøre meget for, at det alligevel lykkes, at holde helt ferie. Det handler i høj grad om, at være realistisk og afstemme forventninger.


Realistiske forventninger til ferien

At være realistisk omkring mængden af opgaver, som skal løses inden ferien. Er det muligt at nå det hele, eller skal der prioriteres og forventningsafstemmes med chefen, eller måske dig selv. Det er nemlig vigtigt, at du er klar til at gå på ferie, når den begynder.

Afstem med dig selv og din arbejdsplads, hvor meget du er tilgængelig i ferien. Hvis du ikke er tilgængelig, må du lukke arbejdsmobil og arbejdsmail ned. Hvis, det er tvingende nødvendigt, at kunne komme i forbindelse med dig i din ferie, må du aftale et tidspunkt for dette. I det tilfælde bliver det også vigtigt, at du aftale et tidspunktet med dem du holder ferie med, så de ved, hvornår du er tilstede på ferien og hvornår du er ”smuttet på arbejde” fra liggestolen.


Hvilke forventninger har de andre?

Når du så er klar til at holde ferie, må du afstemme ferieforventninger med dem du skal holde ferie sammen med. Måske er i en familie med børn, som ikke bruger meget tid sammen i hverdagen. Det kræver meget, pludselig at skulle få det til at fungerer i et lille sommerhus eller campingvogn. Måske er i en flok venner, eller ”bare” et par, som skal afstemme forventninger. Uanset antal og sammensætning kan der være forskellige ideer til og forestillinger om, hvad ferie er. Nogle drømmer om at klatre i bjerge, andre vil blive klogere på et museum, og en tredje nyder at ligge med fødderne i vandkanten. 

Uanset hvad ferieønskerne indeholder er det vigtigt, at du ikke får planlagt for meget. Det er vigtigt, at der er tid til at komme ned i gear, lave ingenting, eller i hvert fald ting som du kobler af med at lave. Lav evt. hver især en liste med ønsker og se så realistisk på, hvad der kan lade sig gøre, hvis i også skal holde tempoet nede.

Selvom alle forventninger er afstemt – i dit hoved, så husk, at det kan se anderledes ud for dine familiemedlemmer eller venner. Måske skal der justeres lidt undervejs.

Med et godt forarbejde og realistiske forventninger, håber jeg du får en fantastisk ferie!
– HUSK, du gør din arbejdsplads, og ikke mindst dig selv, en stor tjeneste ved at komme tilbage efter ferie med opladede batterier.

God ferie – når du kommer så langt.
Af Helle Gottenborg 2. april 2021
Coronatiden kræver tålmodighed. Vores tålmodighed sættes på en stor prøve i en tid med restriktioner og begrænsninger - og vi tackler det meget forskelligt. Tålmodighed er mod Vi tænker ofte tålmodighed som en form for stilstand, manglende handlekraft og måske endda svaghed. Men, ordet tålmodighed gemmer på ordet modig – og det er ikke tilfældigt. TålMODIGhed Tålmodighed er en form for mod; Mod til at tåle det, som er vanskeligt. Mod til at tåle, at ting tager tid. Mod til at tåle, at det ikke altid går, som vi håber I en tid med Covid19, sættes tålmodigheden på en prøve og når vi bliver utålmodige, øges vores stressniveau. Utålmodighed kan fornemmes i kroppen som uro, rastløshed, aggressivitet og kort lunte. Dine tanker bliver mere fordømmende. Du oplever irritation - især overfor andre, og du oplever det som om, verden er imod dig. Det er alle sammen symptomer på, at dit stresssystem er i aktion. Der er altså gode grunde til at øve sig i tålmodighed. Tålmodighed og personlighed Der er forskel på, hvad der udfordrer din og min tålmodighed. Det afhænger meget af vores personlighed. Jeg har lavet en oversigt over 4 forskellige personlighedstyper. Hvad der karakteriserer dem og hvad der er godt at være opmærksom på, hvis man kan genkende netop de personlighedstræk. Det er vigtigt at huske, at vi alle vil kunne genkende lidt fra alle 4 træk. Men, du vil typisk genkende mest i 1-2 af dem. Dominant – tænk på Yvonne fra Olsenbanden. Kodeord: Direkte og ligetil, vil træffe beslutninger. Effektivitet og Kontrol Karakteriseret ved: På en god dag at være: Resultatorienteret, handlekraftig, beslutsom, fokuseret, selvsikker, energisk På en dårlig dag at være: Krævende, utålmodig, hård, selvisk, arrogant, dominerende, kontrolfikseret. Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at du ikke bryder dig om at være afhængig af, eller styret af andre. - Vær nådig mod dig selv, når dit temperament løber af med dig – og forson dig med dine omgivelser igen. - Træk vejret, og skift fokus fra målet eller resultatet, til rejsen mod målet – giv dig selv lov til at være til, at være til stede, og at være nærværende i processen. Influerende – Tænk på Benny fra Olsenbanden Kodeord: Retfærdighedssans, finder kompromisser, vil have det sjovt. Karakteriseret ved: På en god dag: Social, inspirerende, overbevisende, optimistisk, selskabelig, nysgerrig, iderig, spontan. På en dårlig dag: overfladisk, støjende, hektisk, letsindig, ustruktureret, ubetænksom Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at det er rigtig svært for dig, at være isoleret fra fællesskab. - Find veje, hvor du kan få dit behov for indflydelse dækket. fx ved at bruge din inspiration og ideer til at glæde andre mennesker. - Træk vejret og øv din tålmodighed, når din retfærdighedssans bliver udfordret. Stabil – Tænk på Kjeld fra Olsenbanden Kodeord: Behøver tid. Ensartethed. Tryghed. Karakteriseret ved: På en god dag: Betænksom, demokratisk, tålmodig, samarbejdsvillig, hjælpsom, emotionel, menneskeorienteret. På en dårlig dag: Afventende, godtroende, passiv, opgivende, undvigende, nærtagende Gode råd: - Erkend og fortæl din omgivelser, at hurtige forandringer og utryghed ikke er let for dig. - Tålmodighed er i forvejen en af dine styrker. Brug dine empatiske og menneskeorienterede evner til tålmodigt at hjælpe andre, som har det svært i denne tid. - Vær tålmodig og nådig med dig selv og vid, at du ikke kan redde hele verden. Analytisk – Tænk på Egon fra Olsenbanden Kodeord: Fakta, forberedt, dokumenterer, hårde argumenter. Karakteriseret ved: På en god dag: Struktureret, detaljeorienteret, systematisk, disciplineret, eftertænksom, afdæmpet På en dårlig dag: Stædig, skeptisk, konservativ, afvisende, utilnærmelig, perfektionistisk. Gode råd: - Erkend og fortæl dine omgivelser, at det er svært for dig at miste kontrollen, ikke at have et tydeligt mål og/eller tydelige regler. - Øv dig i at have tålmodighed med det uperfekte. - Find steder, hvor du får den anerkendelse, som du har så meget brug for og gå udenom steder eller personer som kritiserer dig. - Vær bevidst om, at det udfordrer dig, at der er så lidt fakta og data til grund for beslutningerne omkring Covid-19. Vi lever i en udfordrende tid, og tålmodigheden sættes på en prøve. Jeg håber artiklen har givet dig indsigt i, hvordan du kan træne din tålMODIGhed.
Billede af blogindlæg om stress og corona
Af Helle Gottenborg 15. oktober 2020
Corona sætter vores hjerne på overarbejde. Covid19 skaber store forandringer, usikkerhed, frygt og bekymring. Vi er derfor mere sårbare i coronatiden og dermed i større risiko for at udvikle stress. Vi skal passe på vores mentale heldbred i ligeså høj grad som vores fysiske heldbred.
Flere indlæg
Share by: